Malonecity 1 + 2 (dobbelt roman)

Dobbeltromanen Malonecity - udgivelsesdato 14. december 2006 - er Kasper Nørgaard Thomsens første udgivelse på Anblik:
Efter en rockkoncert med det irske band The Pogues deporteres et vist antal danskere fra København til Albanien. I det Europa, som romanen præsenterer, har man indrettet Albanien som en andenrangs nation, hvor Nordeuropas uegnede sendes til. Dette følge kaldes Pelotonen, der kommer til at optræde som en slags hovedperson i romanen. Fortællingen om Pelotonen kombineres med diverse sidefortællinger, bl.a. en historie om en efterladt dreng i en bunker og en anden om to brødre, hvis skæbne afgøres af Pelotonen. Fortællingen finder sin slutning i Albanien, hos Krankenheimer, der dels afventer Pelotonen, dels kommenterer, hvad han oplever med to albanske stammer, Gegerne og Toskerne.
En anden hovedperson i denne fabulerende dobbeltroman er sproget. Via en sproglig odysse gennem diverse erfaringsområder veksler sproget mellem opløsning og modstandsdygtig latter. Det overordnede opgør, romanen forsøger, er således en udflugt fra den tragiske til den komiske livserfaring.
Malonecity 1:
Han tænker over det, for dig velsagtens, at man skal ned i det, ned i den, tragedien, og måske først elske den uhæmmet som en væbnet konflikt, man ikke kan komme fra. Og så er man dér, én, indtil man ikke længere kan regne med enheden. Måske har du koketteret for meget med det tragiske, sindelaget, først en option: Nu et udstrakt vilkår. Farvel. Af sted. Mod til det fremmede, har man? Det tragiske, efter det forhåndenværende Grækenland og nu blot Skandinaviens, en sort ged, en mere munter ged, i bevægelsen og stilstanden?
Malonecity 1 er på 186 sider og sælges til 175 kr. gennem boghandlere landet over, eller ved kontakt direkte til forlaget. ISBN 87-990657-5-4.
Malonecity 2:
Du har siddet længe nok, grædt nok. Måske har du forventet eller håbet på assistance, fra selveste De forenede stater? Det, der sammenfatter Pelotonen, vil i længden aldrig være stærkt nok. Den ene forsvinder, for han måtte forsvinde, sådan må man disponere over det, rent komisk. Den anden, Den Næstenfødte, afløses af en tredje, en syvende vejforbandet: Han når omsider frem til Malonecity. Dér kommer mennesket rent faktisk til kort. Og hvad gør det ved Albanien? Det får Albanien til at ligne et bombesikkert gedefjæs.
Malonecity 2 er på 174 sider og sælges til 175 kr. gennem boghandlere landet over, eller ved kontakt direkte til forlaget. ISBN 87-990657-6-9.
Bøgerne kan også bestilles online via BogGuiden: Malonecity1 og Malonecity2. Og er desuden tilgængelig via de fleste andre netboghandlere.
0 Comments:
Post a Comment
Subscribe to Post Comments [Atom]
<< Home