Wednesday, May 30, 2007

Air giver koncert i Vega

Maestroerne Jean-Benoît Dunckel og Nicolas Godin aka Air er tilbage i Danmark med deres lækre franske electronica. Nærmere betegnet giver de koncert den 12. november i Store VEGA.

I foråret udgav duoen Pocket Symphony – et album, der punktligt hæftede d’herrer fast på den elektroniske stjernehimmel som astro-poppens konger med luftige kompositioner og elegant lyd, der stilsikkert pakker publikum ind i et lydtæppe af længsel, melankoli og romantik.

Air skød til vejrs med debuten, Moon Safari fra 1998, der har udgjort lydsporet til clubbing-fester verden over, ligesom de også har leveret et fuldt soundtrack til Sofia Coppolas film "The Virgin Suicides". Indimellem diverse sideprojekter er det blevet til fire regulære udgivelser fra gruppen med Pocket Symphony som den seneste.

***

Monday, May 28, 2007

De Gyldne Palmer til stærk rumænsk film

De østeuropæiske og asiatiske film triumferede ved prisuddelingen i Cannes. USA havde fem film i hovedkonkurrencen, men måtte nøjes med en jubilæumspris.

For første gang er en rumænsk spillefilm blevet hædret med hovedprisen, De Gyldne Palmer, på filmfestivalen i Cannes.

Prisen tilfaldt instruktøren Cristian Mungius "Fire måneder, tre uger og to dage", en stærk historie om illegale aborter og undergrundskapitalisme i det kommunistiske styres sidste dage.

Filmen rangerede på forhånd som en af favoritterne. Den er lavet for et beløb, svarende til godt 4,5 mio. kr.

Søndagens prisuddelingen blev noget af et triumftog for de østeuropæiske og japanske film blandt de 22 film i hovedkonkurrencen.

Således kunne den russiske skuespiller Konstantin Lavronenko hædres for bedste mandlige hovedrolle i filmen "Forvisningen", mens Jeon Do-yeon modtog prisen for bedste kvindelige i den sydkoreanske "Hemmeligt solskin".

***

Tuesday, May 15, 2007

Spielberg og Jackson laver Tintin-film

Fans af Tintin, Kaptajn Haddock og Dupont og Dupont kan godt begynde at glæde sig.

De to instruktører Steven Spielberg og Peter Jackson har indgået en aftale om at lave en film hver om den berejste tegneseriehelt, skabt af belgieren Herge, oplyser filmmagasinet Variety.

I alt er der en aftale på bordet om tre film, men den tredje instruktør er ikke fundet endnu.

3D-tegnefilm
Der bliver ikke tale om en spillefilm, men en 3D-tegnefilm, som Ringenes Herre-instruktøren Peter Jacksons team Weta Digital skal stå for.

Variety oplyser, at der allerede er lavet en 20-minutters prøvefilm, som giver en fornemmelse af, hvordan den berejste journalist kommer til at se ud.

Tintin blev skabt af tegneren Herge i 1929.

Virkelighedsnært
Selvom der er tale om en tegnefilm, så bliver det meget virkelighedsnært, lover Steven Spielberg.

- Herges personer bliver genskabt som virkelige personer, hvor vi vil se udtryk og følelser, som aldrig før er set i computer-animerede film, siger den amerikanske instruktør.

De to instruktører ville oprindeligt lave en almindelig spillefilm bygget på Tintin-historierne. Men de følte ikke, at de hermed kunne yde Herges særlige streg fuld retfærdighed.

Begge instruktører er i gang med andre filmprojekter, som de skal være færdige med, inden de kaster sig over Tintin. Spielberg har i mange år forsøgt at få en aftale på plads om en Tintinfilm, og nu ser det altså ud til, at det lykkedes.

***

Sunday, May 13, 2007

Reumert til Nicolas Bro


Aarhus Teaters Nick Cave-koncert rockede sig til prisen for årets bedste forestilling. Hæderspris på 300.000 kroner til operasangeren Stig Fogh Andersen.

VIDEO: Reumert til Nicolas Bro

Over 1100 indbudte gæster i Det Kongelige Teater hyldede Nicolas Bro, da han søndag aften modtog Reumert-prisen for bedste mandlige hovedrolle.

Juryen, bestående af kritikere og branchefolk, valgte Bro for hans djævelsk elegante spil som Mephisto i Goethes klassiker "Faust" på Det Kongelige Teater.
Nicolas Bro har én gang tidligere forladt scenen med en Reumert for bedste birolle.

Prisen for bedste kvindelige hovedrolle gik til Karen-Lise Mynster, som blev hædret for sine to hovedroller i "Pietà" på Husets Teater og Teater Grobs opsætning af "Håndbog i overlevelse".

"Nick Cave Teaterkoncerten" på Aarhus Teater rockede sig til prisen for årets bedste forestilling.

Bikubens Hæderspris på 300.000 kroner tilfaldt en af Danmarks største operasangere, Stig Fogh Andersen.

***

D-A-D varmer op for Aerosmith


Binzer-brødrene og co. varmer op for de aldrende rockere i Aerosmith, der giver koncert i Randers 6. juni buch - 17:25 - 12. maj. 2007

Der er dømt rock-topmøde i Randers 6. juni, når Essex Park Randers indvies som koncertarena med de to legendariske live-rockbands D-A-D og Aerosmith.

Koncerten i Randers bliver premieren på Aerosmiths Europaturné. Verdensturnéen blev indledt 12. april i Sao Paolo, Brasilien, og bandet meldes i absolut storform, så fansene skulle have noget at glæde sig til.

Koncertarrangørerne, KCL Erhverv og Værket, oplyser, at der endnu er få billetter tilbage til koncerten, som sælges fra randersbilletten.dk. Det er otte år siden, Aerosmith sidst besøgte Danmark.

Læs mere om koncerten her.

***

Wednesday, May 9, 2007

Rodeoshows aflyst i Parken

To dages rodeoshows i Parken i København sidst i juni er aflyst. Baggrunden er kritik fra bl.a. dyrlæger og dyreværnsorganisationer.

To dages rodeoshow i Parken i København den 29. og 30. juni er aflyst, oplyser arrangøren Karsten Østergaard.

Han fortæller, at aflysningen har baggrund i den kritik, der har været rejst omkring arrangementet - også fra danske dyrlæger.

- Det er desværre ikke lykkedes os at trænge igennem hos en række medier og dyreværnsorganisationer med budskabet om, at rodeoet hverken er tyrefægtning eller grisetransport, siger Karsten Østergaard.

Han tilføjer, at arrangementet var ment som et stykke unikt, amerikansk kultur, som man aldrig tidligere har set i Skandinavien.

***