Tuesday, May 15, 2007

Spielberg og Jackson laver Tintin-film

Fans af Tintin, Kaptajn Haddock og Dupont og Dupont kan godt begynde at glæde sig.

De to instruktører Steven Spielberg og Peter Jackson har indgået en aftale om at lave en film hver om den berejste tegneseriehelt, skabt af belgieren Herge, oplyser filmmagasinet Variety.

I alt er der en aftale på bordet om tre film, men den tredje instruktør er ikke fundet endnu.

3D-tegnefilm
Der bliver ikke tale om en spillefilm, men en 3D-tegnefilm, som Ringenes Herre-instruktøren Peter Jacksons team Weta Digital skal stå for.

Variety oplyser, at der allerede er lavet en 20-minutters prøvefilm, som giver en fornemmelse af, hvordan den berejste journalist kommer til at se ud.

Tintin blev skabt af tegneren Herge i 1929.

Virkelighedsnært
Selvom der er tale om en tegnefilm, så bliver det meget virkelighedsnært, lover Steven Spielberg.

- Herges personer bliver genskabt som virkelige personer, hvor vi vil se udtryk og følelser, som aldrig før er set i computer-animerede film, siger den amerikanske instruktør.

De to instruktører ville oprindeligt lave en almindelig spillefilm bygget på Tintin-historierne. Men de følte ikke, at de hermed kunne yde Herges særlige streg fuld retfærdighed.

Begge instruktører er i gang med andre filmprojekter, som de skal være færdige med, inden de kaster sig over Tintin. Spielberg har i mange år forsøgt at få en aftale på plads om en Tintinfilm, og nu ser det altså ud til, at det lykkedes.

***

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home