Wednesday, July 18, 2007

Richard Avedon på Louisiana - første udstilling i Danmark


Richard Avedon: Fotografi 1946-2004

24. august 2007 – 13. januar 2008

Richard Avedon (1923-2004) [Wikipedia] fastholdt gennem mere end 50 år sin position som et af modefotografiets største navne. Allerede i 50’erne opnår han stjernestatus og er fast tilknyttet magasinerne Harpers Bazaar og Vogue. Han er den første, der nedbryder barrierer mellem det såkaldt ”seriøse” fotografi og det ”ikke seriøse”. Men Richard Avedon er mere end modefotograf. Han er også en fremragende portrætfotograf, som sammen med Irving Penn har forandret portrætfotografiet i det 20. århundrede. Hvor Penns portrætter er nænsomme og opmærksomme, er Avedons radikale og voldsomme. Hans portrætter er ofte frontale med en minimalistisk hvid baggrund. Avedon har selv udtalt:” Jeg søger efter noget specielt i et ansigt: modsigelser, kompleksitet, ting der er modsætningsfyldte men samtidig har en sammenhæng”. I portrætterne fokuserer Avedon på menneskets ansigt: Fregner, furer, blikket – det er stærke, psykologiske og meget direkte billeder. – Vinduer ind til menneskets sjæl. Udstillingen er retrospektiv og indeholder ca. 150 fotografier, der strækker sig fra modefotografiets glamourverden over portrætter af ikoner indenfor film, musik, billedkunst og politik til psykologiske og stærke portrætter af vestamerikanere. Udstillingen laves i et samarbejde mellem Louisiana og The Richard Avedon Foundation.

Resourcer:






***

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home