Aalen lyver altid om Zentropa
»De er ikke altid lige sande de historier, der er om os i pressen. Men det er jo lige meget. Så kommer der bare et dementi i avisen næste dag - og dermed mere omtale,« siger Peter Aalbæk »Ålen« Jensen.
Hvis vi skulle kåre en dansk mester i lystløgneri, burde Peter Aalbæk Jensen næsten være selvskrevet til en plads på skamlen. Den kendte direktør og producent fra Zentropa har i et interview med Jyllands-Posten sat gang i nye spekulationer om sin fremtid. Blandt andet udtaler han:
»Jeg ønsker mig inderligt at blive degraderet. Jeg er dødtræt af at høre mig selv sige de samme ting igen og igen, og jeg vil gerne stoppe, inden mine ansatte brækker sig.«
Derudover fortæller »Ålen«, at han gerne fortsætter hos Zentropa som køkkenchef. Filmselskabet skal måske, måske ikke, i fremtiden styres af tre unavngivne jurister. Peter Aalbæk Jensen udtaler, at han ikke vil tage sig af administrationen af Zentropa, men at han måske kan fungere som en slags »kommunikerende opvasker«.
Det kan dog være svært at få noget ud af de udtalelser, da han også siger:
»Jeg er for eksempel ikke meget indblandet i selve administrationen.«
Og han fortsætter i samme stil med:
"Jeg har aldrig kigget i et af vores regnskaber. Jeg ved absolut intet om det. Hvis revisoren siger, at det ser fint ud, skriver jeg under.«
Hvad man som læser ønsker at tro på, må være op til den enkelte. Dog kan man spekulere lidt over Peter Aalbæk Jensens kommentar til, om han har løjet i interviewet:
»Jeg plejer at sige, at jeg lyver 400 gange i døgnet. Så kan du selv regne det ud.«
***
0 Comments:
Post a Comment
Subscribe to Post Comments [Atom]
<< Home