Fin modtagelse af Susanne Biers amerikanske film
Instruktøren Susanne Biers første engelsksprogede film, Things We Lost in the Fire, fik i weekenden blandede, men gennemgående fine anmeldelser i de amerikanske aviser.
Filmen havde premiere i fredags i 1142 biografer i USA. Men selskabet DreamWorks, der har produceret filmen, erkender, at billetsalget ikke ser ud til at indfrie forventningerne. På premierdagen så 70.000 filmen.
En billig film
- DreamWorks har sagt til mig, at de allerede betragter filmen som en succes. Det hjælper på det samlede regnskab, at det kun kostede 16 mio. dollar at lave den. Meget lidt efter amerikansk målestok, siger Susanne Bier.
Filmen er et "hverdagsdrama" med Halle Berry og Benicio del Toro i hovedrollerne, og den får bl.a. rosende omtale af en af USA's mest fremtrædende anmeldere, Roger Ebert, i Chicago Sun-Times.
Med hjertet på rette sted
Han finder, at den danske instruktør er lidt for optaget af sin egen stil og overdriver brugen af nærbilleder. Alligevel kalder Ebert filmen for "et altopslugende melodrama med hjertet på det rette sted".
- Generelt kan jeg være meget tilfreds med kritikken, også fordi måden at anmelde på er meget hårdere, end vi kender det her i Skandinavien. I USA findes der ikke nær den respekt for instruktører og kunstnere, som vi er vant til, beretter Susanne Bier.
"Things We Lost in the Fire" får dansk premiere i januar.
***
0 Comments:
Post a Comment
Subscribe to Post Comments [Atom]
<< Home