Tuesday, October 30, 2007

Narko-Pete til Munchen

Narkotyngede Pete Doherty har sammen med sit band Babyshambles bekræftet, at man torsdag optræder til årets MTV Euro Music Awards.

Pete Doherty holder sig efter eget udsagn fra de hårde stoffer for tiden, og det er man utvivlsomt begejstret for hos MTV, der netop har hyret britiske Babyshambles til at optræde under det enorme prisuddelingsshow torsdag aften i München.

Babyshamles er således kommet i selskab med Mika, Foo Fighters, My Chemical Romance, Nicole Scherzinger, Tokio Hotel og will.i.am.

Blandt prisoverrækkerne kan man foruden den tyske tennislegende Boris Becker opleve Kelly Rowland, Craig David, Dave Gahan, Good Charlotte, Joss Stone, Michael Stipe og Serj Tankian.

Stem på din favorit
I rækken af optrædende vil man også kunne finde vinderen af den nye europæiske kategori 'New Sounds of Europe', hvor seere fra 18 europæiske lande har stemt på deres favoritter.

Estland, Rumænien og Tyrkiet er gået videre og skal nu dyste om at få lov til at afslutte showet i år.

Seerne bestemmer, hvem der vinder, og der kan stemmes online og via sms under selve showet, som sendes live fra München kl.21 på torsdag.

Desuden vil vinderen af 'Best Danish Act' modtage en MTV Award og gå en tur op af den røde løber.

***

MTV European Music Awards i Munchen

Justin Timberlake står til at blive den helt store vinder ved årets MTV European Music Awards, der afholdes i München torsdag aften.

I hvert fald hvis det står til bookmakeren NordicBet, der har entertaineren som favorit i kategorierne 'Årets Solo Artist' og 'Årets Video Stjerne'.

Sangen, man ikke har kunnet komme uden om hele foråret og sommeren, har været Rihannas 'Umbrella', og den er da også favorit til at vinde i kategorien 'Bedste Ørehænger¨, og pengene gives kun 1.85 gange igen, hvis den 19-årige Barbados-sangerinde vinder.

Den hårdt ramte sanger Amy Winehouse kan i disse tider glæde sig over en nominereing for bedste album, som hun er favorit til at vinde med odds 1.80.

Se flere odds her og hos NordicBet.

Bedste ørehænger
Rihanna 'Umbrella' 1.85
Amy Winehouse 'Rehab' 3.00
Beyonce & Shakira 'Beautiful Liar' 5.00
Nelly Furtado 'All Good Things (Come To An End)' 6.00
Mika 'Grace Kelly' 8.00
Avril Lavigne 'Girlfriend' 10.00

Årets Video Stjerne
Justin Timberlake 'What Goes Round? Comes Around' 1.75
Justice 'D.A.N.C.E' 4.00
Kanye West 'Stronger' 4.50
Chemical Brothers 'The Salmon Dance' 5.00
Foo Fighters 'The Pretender' 9.00
Bat for Lashes 'What´s A Girl To Do' 9.00

Bedste Band
Tokio Hotel 2.50
My Chemical Romance 3.00
Good Charlotte 3.00
Linkin Park 4.50
Fall Out Boy 7.00

Bedste Album
Amy Winehouse 'Back To Black' 1.80
Nelly Furtado 'Loose' 3.00
Akon 'Konvicted' 4.00
Linkin Park 'Minutes To Midnight' 5.00
Avril Lavigne 'The Best Damn Thing' 8.00

Årets Solo Artist
Justin Timberlake 1.85
Rihanna 3.25
Nelly Furtado 4.00
Christina Aguilera 7.00
Avril Lavigne 9.00
Mika 10.00

***

Monday, October 29, 2007

KLOVN skovler millioner af kroner ind

Danske komikere tjener godt på salg af dvd'er. Frank Hvam og Casper Christensen står til at tjene tre mio. kr. på den nye 'Klovn'-sæson.

I tirsdags udkom den fjerde sæson af 'Klovn' på TV 2 Zulu i butikkerne, og allerede inden den var distribueret, var den forudbestilt i 85.000 eksemplarer.

Hvis salget går lige så godt som de forrige sæsoner, kan Casper Christensen og Frank Hvam tjene godt tre mio. kr. på dvd-salget, skriver Ekstra Bladet.

Ekstra Bladets kilder anslår, at hvis de to komikere bliver betalt i samme omfang, som det er kutyme i branchen, så tjener de minimum 20 kr. per solgt dvd, når Zentropa, TV 2 og Universal har fået deres del af kagen.

Indtil videre er der solgt 475.000 eksemplarer af de første tre sæsoner, hvilket formentlig har udløst i nærheden af 9,5 mio. kr. til de to komikere. Oveni kommer så den løn, som de får for at skrive og medvirke i serien.

Også andre komikere som Uffe Holm, Mick Øgendahl, Anders Matthesen og Thomas Hartmann tjener godt på DVD-salg.

Uffe Holm har fortalt, at tjener 45-50 kr. pr solgt eksemplar af sin dvd 'Flashback', der allerede er forudbestilt i 20.000 eksemplarer.

Øgendahls seneste show 'Undskyld' har solgt 100.000 dvd'er, og det samme har Matthesens 'Anden på Coke'. Thomas Hartmans 'Hartmann 3' har solgt ca. 10.000 eksemplarer.

***

Sunday, October 28, 2007

Britney Spears-cd lyder som en pornofilm


Verdens mest berømte jomfru bryder strømmen af skandaler med en cd, der lyder som lydsporet til en moderne pornofilm. Men som ikke desto mindre er en djævelsk effektiv invitation til dans.

Læs hele Erik Jensen's anmeldelse på ibyen.dk her.


***

Tuesday, October 23, 2007

Peter Belli er glad - han er kommet hjem fra Nashville

Den danske DC9-musiker, Peter Belli, er netop vendt hjem fra Nashville i USA, hvor han mødte nogle af landets bedste musikere - resultatet står klar på hylderne nu.

Peter Belli har netop opfyldt sin aller største drengedrøm. Han har været i USA for at indspille albummet 'Rock' n' Soul Music - The Memphis Album' med nogle af sine største idoler.

Den musikalske veteran, der som en af de første prøvede kræfter med soulmusikken herhjemme, har længe haft et ønske om at få lov til at spille sammen med de bedste af de bedste fra soulmusikkens eget land, så da guitaristen Steve Cropper takkede ja til et samarbejde, var der ingen tvivl i Bellis sind. Steve Cropper var i sin tid fast medlem af Otis Reddings band og er desuden medforfatter af verdenshittene 'Midnight Hour', 'Knock On Wood', og 'Dock Of The Bay'.

Læs hele artiklen på jp.dk her.

***

Publikum udvandrede fra Susanne Bier-film

Susanne Biers nye stjernebesatte film "Things We Lost In The Fire" har haft en beskeden omsætning i USA i de første dage efter premieren.

En mand og to kvinder forlader deres biografsæder.

Det er en halv snes minutter siden, at Susanne Biers nye stjernebesatte film ”Things We Lost In The Fire” er begyndt. Nu vil de tre ikke se mere.

De bliver ikke de sidste, der går.

Vi er i Regal, et stort ucharmerende biografcenter i hjertet af Manhattan. Klokken er 22 søndag aften. Det er få dage siden, at den succesrige danske filminstruktørs første forsøg med en amerikansk film havde premiere i USA - med meget blandede anmeldelser.

Læs hele artiklen på jp.dk her.

***

Monday, October 22, 2007

Peter Peter giver den gas til Panserkrydseren Potemkin

Verdens mest kendte stumfilm, Sergej Eisensteins ’Panserkrydseren Potemkin’, er genopstået takket være nykomponeret dansk electronica- og punk-musik af bl.a. Sort Sol-guitaristen Peter Peter.
Af Hans Jørgen Møller

Der er sol, sømænd og balalajkamusik, mens Odessas indbyggere sejler proviant ud til panserkrydseren, der ligger på red ud for Sortehavsbyen. Men så angriber tsarens tropper på trappen ned mod havnen.

Og mens forsvarsløse mennesker skånselsløst bliver mejet ned, hamrer pauker, keyboard og guitar løs på det nye lydspor til Sergej Mikhailovitj Eisensteins 82-årige stumfilm ’Panserkrydseren Potemkin’.

Læs mere på ibyen.dk her.

***

Sunday, October 21, 2007

Fin modtagelse af Susanne Biers amerikanske film

Instruktøren Susanne Biers første engelsksprogede film, Things We Lost in the Fire, fik i weekenden blandede, men gennemgående fine anmeldelser i de amerikanske aviser.

Filmen havde premiere i fredags i 1142 biografer i USA. Men selskabet DreamWorks, der har produceret filmen, erkender, at billetsalget ikke ser ud til at indfrie forventningerne. På premierdagen så 70.000 filmen.

En billig film
- DreamWorks har sagt til mig, at de allerede betragter filmen som en succes. Det hjælper på det samlede regnskab, at det kun kostede 16 mio. dollar at lave den. Meget lidt efter amerikansk målestok, siger Susanne Bier.

Filmen er et "hverdagsdrama" med Halle Berry og Benicio del Toro i hovedrollerne, og den får bl.a. rosende omtale af en af USA's mest fremtrædende anmeldere, Roger Ebert, i Chicago Sun-Times.

Med hjertet på rette sted
Han finder, at den danske instruktør er lidt for optaget af sin egen stil og overdriver brugen af nærbilleder. Alligevel kalder Ebert filmen for "et altopslugende melodrama med hjertet på det rette sted".

- Generelt kan jeg være meget tilfreds med kritikken, også fordi måden at anmelde på er meget hårdere, end vi kender det her i Skandinavien. I USA findes der ikke nær den respekt for instruktører og kunstnere, som vi er vant til, beretter Susanne Bier.

"Things We Lost in the Fire" får dansk premiere i januar.

***

Saturday, October 20, 2007

Kent er tilbage paa toppen

Historien om Sveriges – og Skandinaviens? – største rockband, Kent, er god at lære for den, der måtte have mistet sin barnetro på rock’n’roll. 12 år og 6 album inde i karrieren er det, der nu er en kvartet, fortsat i stand til at overraske og samtidig levere forbilledligt melodiøse rocksange med både dybde, kant og personlighed.

Vel at mærke som et slidt og godt prøvet hold, som nemt kunne være sunket til bunds i den selvtilfredshed, der har slået så mange andre store navne til jorden. I stedet er Kent blevet ved med at angribe sig selv, omgivelserne og omverdenen med lige dele skepsis og nysgerrighed på en måde, der stadig klinger så klart og fint som nyfalden sne på en frostklar nat i vort broderland.

Læs hele anmeldelsen på ibyen.dk her.


***

Radiohead-album florerer som piratkopi!?

Det kan virke selvmodsigende.

Det britiske band Radiohead har med lanceringen af gruppens nye album 'In Rainbows' ladet det være op til køberen, hvad han eller hun vil betale for de ti nye sange.

Og det er helt fint, hvis køberen slet ikke vil betale noget.

Alligevel er interessen for at downloade sangene som piratkopier stor.

Ifølge netmediet Ars er interessen for albummet på netværket BitTorrent stort set lige så stor, som den plejer at være ved en længe ventet nyudgivelse.

Læs hele artiklen på politiken.dk her.

***

Robbie: Jeg dyrker analsex og tager heroin

Robbie Williams chokerede forleden det ganske USA ved på offentligt tv at fortælle, at han dyrker analsex og tager heroin.

Robbie blev fanget af en ivrig journalist fra Tmz, da han var på bej ud af Chateau Marmont Hotel i Los Angeles. Journalisten spurgte ham, hvad han havde lavet for nylig.

I et kækt øjeblik svarede den frække Robbie: "Jeg har dyrket analsex og skudt mig med heroin."

Efterfølgende uddybede han: "Hvad har jeg ellers lavet? Jeg har bare været fræk og dyrket numse-sex."

Robbies udtalelser blev sendt ucensurerede på amerikansk tv - ovenikøbet med undertekster, så alle kunne forstå hans engelske accent.

Venner af den 33-årige Robbie har efterfølgende insisteret på, at sangeren blot jokede, og at han ikke håber, at den amerikanske offentlighed er blevet alt for stødt.

En kilde fortæller: "Robbie var ikke klar over, at de ville sende hans kommentarer på amerikansk tv. Han var blot sarkastisk, og nu er han bekymret for, at amerikanerne ikke forstår hans humor."

***

Apple har sat prisen ned paa DRM-fri musik

Nu koster en sang i iTunes Music Store det samme med og uden DRM. Og kvaliteten er tilmed bedst uden DRM.

Det er kun få måneder siden, at Apple gik i luften med iTunes Plus, der sælger DRM-fri musik i AAC-formatet.

Indtil videre har de DRM-fri sange kostet 10 kroner stykket i Danmark, men nu meddeler Apple, at prisen med og uden DRM er den samme, hvilket vil sige otte kroner per sang i Danmark og 99 cents (cirka 5,5 kroner) i USA.

Priserne er også allerede faldet i den danske del af iTunes Music Store.

“iTunes Plus har været utrolig populær hos vores kunder, og nu gør vi den tilgængelig til en endnu bedre pris," siger Eddy Cue, Apples chef for iTunes, på apple.com.

iTunes Plus rummer i dag to millioner sange uden DRM, så der er endnu et stykke op til de i alt seks millioner sange, man kan finde i online-butikken.

***

Friday, October 19, 2007

Amy Winehouse anholdt i Norge


Soulstjernen Amy Winehouse blev i aftes anholdt på et hotel i Bergen for besiddelse af narkotika, skriver den norske avis BT i sin netudgave.

Ifølge avisen vurderer politiet dog, at sagen ikke er alvorlig nok til, at den 24-årig brite skal varetægtsfængsles.

Amy Winehouse, der er berygtet for sit forbrug af alkohol og narkotika, skal efter planen give koncert i Norge i aften.

Onsdag spillede hun i København, hvor hun fik lunkne anmeldelser og ifølge flere anmeldere var 'fraværende'.

***

Wednesday, October 17, 2007

Mads Mikkelsen scorer kassen paa reklamer

George Clooney, Connie Nielsen og Mads Mikkelsen gør det. Tjener fede penge på at optræde i reklamekampagner, der går verden rundt.

Populære skuespillere spinder ifølge dagbladet Børsen guld på at deltage i internationale reklamekampagner. Alex Peitersen, direktør i reklamebureauet Reputation, vurderer at Mads Mikkelsen tjener flere millioner på H&M-kampagnen.

Læs hele artiklen på business.dk her.

***

Mariah Carey koster Tivoli milliontab

En koncert med Mariah Carey i sommeren 2005 koster nu Tivoli et gigantisk milliontab. Som Ekstra Bladet afslørede dengang, tog restauratør Claus Uhrskov ågerpriser fra de gæster, der ville bestille bord i hans to Tivoli-spisesteder. 1000 kroner kostede det blot at bestille et bord, den aften sangfuglen foldede sig ud på Plænen. Pengene stoppede Claus Uhrskov i egen lomme, og det fik Tivoli til at miste tilliden til ham.

To år senere må Tivoli så punge ud med 9,7 millioner kroner. En voldgiftsret har nemlig besluttet, at opsigelsen af samarbejdet var urimelig, selvom både regnskaber og bogføring haltede gevaldigt i de to restaurationer.

- Jeg er forbløffet over, at afgørelsen går os imod. Hvordan kan vi så sikre os, at gæsterne får en fair behandling. Det krænker retsfølelsen, siger administrerende direktør i Tivoli Lars Liebst.

Sagen kan ikke ankes, og Tivoli betaler nu millionregningen. EB.dk har ikke kunne træffe Claus Uhrskov for en kommentar.

***

DR-mand laver pladeselskab

Musikvært på DR1, Kristian Leth, starter nu sit eget pladeselskab ”Speed Of Sound”. Han er samtidig den studievært på DR1, som præsenterer uudgivet dansk musik for seerne. Den sammenblanding er ”klart et problem”, vurderer mediejurist. Han betegner det som et brud på DR’s etiske regler og på fjernsyns- og radioloven, men det afviser DR.

***

iPhone til dansk SIM-kort om seks uger

Alverdens hackere har kæmpet for at kunne befri iPhone fra det amerikanske teleselskab AT&T for at kunne bruge telefonen uden for USA.

Men nu bliver arbejdet gjort ganske gratis af den franske stat.

Apple har netop bekræftet, at det bliver Orange, der kommer til at sælge iPhone i Frankrig. Financial Times skriver, at prisen bliver på 399 euro (3.020 kroner) med abonnement.

Læs hele artiklen på computerworld.dk her.

***

Besat af bordtennis!

Den amerikanske skuespiller Matthew Broderick - kendt fra blandt andet 'The Producers' - har fået en ny altopslugende hobby.

Den nye interesse involverer en lille hvid bold, en træplade med et håndtag og et grønt bord - og interessen deler han for øvrigt med Danmarks bordtennis-stjerne Michael Maze.

Interessen har fået så godt fat i skuespilleren, at han insisterer på at bruge flere timer om dagen alle ugens syv dage på den, og han indrømmer, at hans venner og bekendte har ret svært ved at tage hans nye lidenskab seriøst.

- Det er fantastisk til at løse op for stress, og så er det meget bedre træning end de, der griner af mig, vil indrømme, siger Matthew Broderick, der fortæller, at han nu betragter sig selv som en særdeles god bordtennisspiller.

***

Monday, October 15, 2007

U2 bygger skyskraber


Et konsortium med U2 i spidsen står bag en skryskraber, der bliver Irlands højeste bygning.

Det arkitektonisk markante U2 Tower skal opføres i Dublin og er budgetteret til godt halvanden milliard kroner.

Ejendommen placeres ved havnen i den irske hovedstad, og U2 får studie på toppen - i en æggeformet kapsel, der hænger udspændt mellem et batteri af lodretstående vindturbiner.

Den 180 meter høje skyskraber er tegnet af den berømte engelske arkitekt Norman Foster og bliver lejlighedskompleks i luksusklassen, men skal også rumme 34 boliger, som folk med almindelige indkomster har råd til at bo i. En tilstødende bygning skal anvendes som luksushotel.

Forslaget fra U2 og gruppens samarbejdspartnere har netop vundet licitationen om en bebyggelse i Dublins gamle Docklands-område, hvor Bono, The Edge, Adam Clayton og Larry Mullen har haft deres studie i mange år.

Gruppens gamle ejendom blev for nylig jævnet med jorden.

Ifølge den britiske avis Daily Telegraph
begynder byggeriet næste år, og U2 Tower skal efter planen stå færdigt i 2011.

***

Remee frygter talentmangel

Når Remee skal være dommer på DR1s nye talentshow, er han bange for, at der ingen talenter er.

Remee, Lina Rafn fra Infernal og musikgeniet Thomas Blachman er de tre kendte mennesker, som skal være de hårde dommere i DR1s nye satsning »X Factor«.

De tre dommere skal vælge deres favoritband eller solist udfra fire auditions. Og så står kampen ellers mellem dommerne. For hvem er bedst til at skille skidt fra kanel? Og hvem er bedst til at producere musikken, som senere hen skal blive til højdespringere på hitlisterne?

Remee er den ene del af dommertrioen, og han er bange for, at der slet ikke er nok talenter at tage af, når han skal vælge hans band eller solist.

»Jeg er da hunderæd for, at der ikke er nogen, som skinner igennem. Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang, men vi får det enormt svært, hvis der ikke er nogen talenter, der virkelig viser deres værd,« fortæller Remee til B.T.

Der er auditions til programmet d. 3., 4., 7. og 8. november, hvis du vil vise, at det er dig, der kan imponere Remme som Danmarks næste stortalent.

***

Marilyn Manson skal spille intimkoncert i dansk kolonihave

Det blev en ung københavner, der vandt den store Marilyn Manson konkurrence, hvor 1.præmien var en intimkoncert med provokatøren selv. Manson skal spille i vinderens kolonihavehus på Amager til december.

I sommers havde vi en konkurrence her på hjemmesiden, hvor du havde mulighed for at vinde en intimkoncert med Marilyn Manson.

Konkurrencen havde deltagere med fra hele Europa, men det var den 26-årige Jimmy fra Vesterbro, der løb afsted med 1.præmien.

I aften Kl.18.55 kan du se, hvordan vinderen reagerede, da Anne fra 'Headbangers Ball' skulle viderebringe den glædelige nyhed.

***

Teatret CampX kritiseres indenfra

Må man gå ud offentligt og kritisere et teaterstykke, som bliver vist på ens eget teater?

Den kunstneriske kurator på det københavnske teater CampX, Ditte Maria Bjerg, holder sig i hvert fald ikke tilbage i en debat på teatres hjemmeside.

"For lidt substans"
Ditte Maria Bjerg er barsk ved forestillingen, som hun selv er kunstnerisk kurator for.

- Jeg synes, "Queer" er blevet en fest, et brag, en event, en sprængning af Aveny. Men ikke den gribende/rystende forvandlingsvarieté om Familien Danmark, som undertitlen lover, og som jeg havde drømt om. For meget overflade, for lidt substans, skriver Ditte Maria Bjerg blandt andet.

Den ærlige melding undrer lektor i kommunikation ved Københavns Universitet, Klaus Kjøller:

- Umiddelbart får det mig til at tænke, at der må have været nogle interne stridigheder omkring stykket. Det er jo en offentlig standret, hun holder over sin instruktør, siger Klaus Kjøller.

Skræmmer folk væk
Han tror, at debatten kan skræmme potentielle teatergæster bort. I forvejen har "Queer" nemlig ikke ligefrem svømmet i gode anmeldelser - snarere tværtimod.

"Queer" er den allerførste forestilling fra det nye teater CampX.

***

Tyske teatre elsker Lars von Trier

Triers dogmefilmskollega Thomas Vinterberg har allerede haft succes med sin film "Festen" på teaterscener over det meste af verden.

Nu følger Lars von Trier trop som en gedigen eksportsucces.

Trier-teater på stribe
I Lausanne og Ingolstadt spiller man i øjeblikket Christian Lollikes dramatisering af "Dogville".

Efterfølgeren "Manderlay" er på vej til teaterscenen i Stuttgart og i Berlin kan man se danske Vivian Nielsens bearbejdelse af "Breaking the Waves" på Maxim Gorki Theater, skriver Berlingske Tidende.

Der Boss vom Ganzen
Men den tyske begejstring stopper ikke der. På Nationaltheater Mannheim har man nemlig lige haft premiere på en tysk version af "Direktøren for det hele", der fik en bedre modtagelse som film i udlandet end herhjemme.

Og hvis man ikke skulle have fået nok, så viser teatret i Heidelberg en bearbejdelse af Triers dogmefilm "Idioterne".

Trier kan også opleves i november, når hans film "Europa" har premiere i Düsseldorf.

***

Thursday, October 11, 2007

Storspillere forlanger B&O paa hotellet

Eksplosiv udvikling i Macau, der er Asiens Las Vegas, giver omsætning for den danske hi-fi-koncern.

Når pokerhajer, roulettefreaks, ludomaner og andre highrollers skal koble af fra spillebordenes stress kræver det luksuriøse omgivelser. Det har kasino-ejerne fundet ud af. Og det giver omsætning i B&O’s hoteldivision.
Las Vegas overhalet

Især i Asiens spillemetropol numero uno - den tidligere portugisiske koloni Macau.

»Macau er fantastisk interessant i øjeblikket for vores hoteldivision. På kasinoområdet har de allerede overhalet Las Vegas. Der er omkring 5.000 hotelværelser i Macau, og det skal udvides til 30.000 værelser inden for tre år. Så det er en eksplosiv udvikling, og vi har landet nogle historisk store ordrer til B&O,« siger Lars Myrup, der er managing director for B&O i Asien.

Udvidelserne i Macau sker til dels for ”Las Vegas-penge”, hvor de amerikanske kasinoejere investerer i spillemiljøet for at sikre sig en del af kagen. Men der er også de kinesiske ejere med spillelicenser som investerer milliarder af byggeret af ekstravagante hoteller.

»Selv om investorerne fra Kina putter enorme beløb i byggerierne, så taler man om tilbagebetalingstider på kun 12 måneder eller, hvis det går langsomt, halvandet år på de store projekter. Vi har overhovedet ingen retail (almindelige butikker, red.) i Macau. Indtil videre er det ren business-to-business,« siger Lars Myrup.

***

Tuesday, October 9, 2007

Aalen lyver altid om Zentropa

»De er ikke altid lige sande de historier, der er om os i pressen. Men det er jo lige meget. Så kommer der bare et dementi i avisen næste dag - og dermed mere omtale,« siger Peter Aalbæk »Ålen« Jensen.

Hvis vi skulle kåre en dansk mester i lystløgneri, burde Peter Aalbæk Jensen næsten være selvskrevet til en plads på skamlen. Den kendte direktør og producent fra Zentropa har i et interview med Jyllands-Posten sat gang i nye spekulationer om sin fremtid. Blandt andet udtaler han:

»Jeg ønsker mig inderligt at blive degraderet. Jeg er dødtræt af at høre mig selv sige de samme ting igen og igen, og jeg vil gerne stoppe, inden mine ansatte brækker sig.«

Derudover fortæller »Ålen«, at han gerne fortsætter hos Zentropa som køkkenchef. Filmselskabet skal måske, måske ikke, i fremtiden styres af tre unavngivne jurister. Peter Aalbæk Jensen udtaler, at han ikke vil tage sig af administrationen af Zentropa, men at han måske kan fungere som en slags »kommunikerende opvasker«.

Det kan dog være svært at få noget ud af de udtalelser, da han også siger:

»Jeg er for eksempel ikke meget indblandet i selve administrationen.«

Og han fortsætter i samme stil med:

"Jeg har aldrig kigget i et af vores regnskaber. Jeg ved absolut intet om det. Hvis revisoren siger, at det ser fint ud, skriver jeg under.«

Hvad man som læser ønsker at tro på, må være op til den enkelte. Dog kan man spekulere lidt over Peter Aalbæk Jensens kommentar til, om han har løjet i interviewet:

»Jeg plejer at sige, at jeg lyver 400 gange i døgnet. Så kan du selv regne det ud.«

***

Sunday, October 7, 2007

Pamela Anderson gift for tredje gang

Den tidligere Baywatch-stjerne blev lørdag i en pause mellem to optrædener i Las Vegas gift med Paris Hiltons ekskæreste Rick Salomon.

Den barmfagre Hollywood-babe Pamela Anderson blev lørdag gift med en af Paris Hiltons ekskærester ved en ceremoni i Las Vegas, der fandt sted mellem Andersons optrædener i et trylleshow i den amerikanske spilleby.

Ifølge magasinet People sagde den 40-årige tidligere Baywatch-stjerne ja til den to år yngre Rick Salomon ved en kort vielsesceremoni, som på Mirage Hotellet blev overværet af Andersons to sønner, familiemedlemmer og skuespillere som "Spiderman" Tobey Maguire.

Pokerspilleren Salomon er primært kendt for at have tjent millioner på at offentliggøre en video, hor han dyrker sex med Paris Hilton, hvorved Hiltons karriere som kendis blev kickstartet.

Anderson har også erfaring med den slags, da en privat sexvideo af hende og eksmanden Tommy Lee i dag hører til en af verdens mest solgte pornofilm.

Hendes første ægteskab med Mötley Crue-trommeslageren Lee holdt i tre år, mens hun i fjor blev skilt fra den pladeaktuelle Kid Rock efter kun fire måneders stormfuldt ægteskab.

***

Thursday, October 4, 2007

Dokument om en dansker: Trentemoller

Anders Trentemøller befinder sig i lidt af en ønskeposition: I Danmark har han med flere end 25.000 solgte eksemplarer af sin 2006-lytteplade »The Last Resort« opbygget sig en status som ambitiøs elektronisk albumkunstner, der ad bagdøren har sneget sig ind på parnasset. Men samtidig er han, ikke mindst i udlandet, en efterspurgt DJ og remixer, der har taget sig kærligt af fester fra Rio de Janeiro til Berlin, og af sange med kunstnere fra Robyn til Röyksopp.

Det er den sidste, men kronologisk første, del af hans yin og yang, der præger den velkomne dobbeltopsamling »The Trentemøller Chronicles«: Hans klubmusik og remixes, hvoraf især første CD med beats til gulvet viser, hvorfor alle kunstnerne på den anden CD, fra Moby til The Knife, pludselig blev så tossede efter at få den driftige dansker til at fortolke – og som regel forskønne – deres musik.

Læs hele artiklen på berlingske.dk her.

***

Tuesday, October 2, 2007

Bestem selv prisen paa Radioheads nye album

Radioheads syvende plade hedder 'In Rainbows' og bliver tilgængelig for fans på hjemmesiden Inrainbows.com den 10. oktober. Der kan fans hente en digital udgave af pladen, for et beløb de selv bestemmer, skriver Metroxpress.

Umiddelbart kan det virke som en dårlig forretning. Men ifølge Carsten Beck ved Instituttet for Fremtidsforskning kan bandet godt regne med at tjene mere end pænt på idéen.

- Det passer perfekt ind i tidsånden omkring open source og betaling ved donationer, som blandt andet online-leksikonet Wikipedia lever af, siger han.

Fri fra pladeselskab
Bandet kan på denne måde sælge sin musik helt uden at være tilknyttet et pladeselskab.

Bandets tidligere pladeselskab EMI's danske kontakt til bandet, Jan Erik Stig, mener personligt, at det nok bliver en succes.

- De kommer da til at tjene penge på det. Radioheads publikum har altid købt plader, og det tror jeg da også, de gør denne gang, siger han

Mer af samme skuffe
Carsten Beck fra Institut for Fremtidsforskning er sikker på, at vi kommer til at se meget mere af samme skuffe.

- Hvis jeg var et pladeselskab, ville jeg holde rigtigt godt øje med det her. Hvis ikke de gør det, kan de lige så godt underskrive deres egen dødsdom.

Hos Piratgruppen er Sebastian Gjerding ovenud begejstet for Radioheads koncept.

- Et af de mest respekterede bands i branchen forsøger her at råbe branchen op og få den til alvorligt at tænke over, hvordan fremtiden skal se ud for distributionen af musik.

Det har ikke været muligt for Metroxpress, at få en kommentar fra Antipiratgruppen og pladebranchen.
IFPI.

***

Monday, October 1, 2007

Bang & Olufsen og Samsung lancerer Serenata


Musikken var i centrum, da Bang & Olufsen og Samsung i dag lancerede Serenata. En anderledes musikmobil med Turbo-3G og 4GB hukommelse.

Serenata er en som ventet en anderledes og original mobiltelefon. Den har højtalere, der slås ud, når man skal høre på musik, der er ikke specielt mange knapper og skærmen er placeret længst nede.

De fleste funktioner bliver styret med et hjul, der er placeret ovenover skærmen. De vigtigste funktioner er telefonens musikafspiller, der spiller lyd af formaterne MP3, WMA og ACC ud af de indbyggede stereohøjtalere. De skydes ud øverst på telefonen, og ellers kan man bruge stereoheadsettet, der følger med telefonen. Det er muligt at gemme op til 4GB musik på den indbyggede hukommelse.

Som yderligere specifikationer er der skærmen på 2,26-tommer med en opløsning på 240 x 240 pixels. Den er udstyret med 256.000 farver. Og som opkobling er der både 3G og Turbo-3G til de interesserede. Den fylder desuden heller ikke mere end 63 x 109,5 x 19,7 mm, og vejer 139 gram. Så fik vi vist også det på plads.

I bund og grund er det enkelhed, der kendetegner Serenata. Der findes ikke mange taster, hvor hjulet skal bruges som den primære navigation. Ringe, skrive og scrolle igennem musiklisten er muligt via hjulet.

Serenata er på vej ud på markedet til november og vil få en pris på omkring 11.000 kroner.

[Bang & Olufsen's websted er nede i skrivende stund: "Microsoft OLE DB Provider for SQL Server error '80004005'[DBNETLIB][ConnectionOpen (SECDoClientHandshake()).]SSL Security error./includebogo/default_inc.asp, line 37 ", red.]

***